DEN742 Turbinetøsen

Som den optimist jeg er, var jeg selvfølgelig ikke klar. Tog derfor et par timer før fri fra arbejde, og nåede at trimme vanterne til perfekt spænding, samt montere de sidste (som de utallige kompromisser tillader) detaljer, og Turbinetøsen er rimelig sejlklar til årets første kapsejlads. Vejret, er selvfølgelig nådesløst koldt og blæsende.

Mens de øvrige “tidlige sejlere” befolker bådene ved broerne, ifører jeg mig varmt sejlertøj. Den sidste halve time inden “go” sidder jeg i båden og nyder livet på havnen og den fantastiske udsigt over fjorden. På engelsk kaldes det vist “a moment of Zen”.

Bent dukker op som eneste anden besætning, og trods vejret haster vi ud til den fælles (for alle løb) start.
Heldigvis klikker storsejlet perfekt fast i i toppen, og så er vi vel klar. Selv om starturet slet ikke får tid til at tælle ned.
Vel nærmest per refleks, ligger vi i læ side af startlinien. Vi er ikke først, og slet ikke forrest uden spiler. Men alligevel dog godt med, sådan på lens og fri af skorstenene fra Tarco.

Vi sejler bane 6. Dvs. ud til første flag, mærke 2, og lidt zigzag tilbage til mål. Trods ingen spiler, er vi godt med ved mærke 2. Turen til rød lysbøje nås på optimalt kryds på 3-4 ben. Det er lettere forvirrende at tjekke konkurrenterne, pga. de nye løb og TA-mål. De sædvanlige konkurrenter synes dog behageligt tæt på eller bag ud.

Kompasbøjerne rundes, og optimal kurs lægges mod mål i åbent farvand og med høj fart. Kun Brasso synes at følge, men en placering kan ikke regnes ud, når vi sådan alle starter i en klump. Men med vores frie position, er der frit løb mod mål.

Det føles på ingen måde koldt. Faktisk nærmest friskt i nedgående forårssol, og med højt humør.
Det var godt vi kom afsted, vejr eller ej. Resultatmæssigt var det Bent, der slog til. Så i det ?

Planerne er store, i løbet af vinteren. Især når man får en vitaminindsprøjtning ved Expressklubbens generalforsamling. I år skal den dælme ha’ gas, og der skal sejles mere end nogensinde. Virkeligheden indhenter dog en, når 1. maj nærmer sig med stormskridt. Hvor blev den vinter dog af, så kold og ubarmhjertig den er?

Skipper her ender som sædvanlig med at være bag ud. De dyre dele, som man har drømt om hele vinteren, er ikke købt, og lak og pensel ligger stadig ubrugt i kælderen.
Et kærkomment halmstrå redder dog situationen: restferie. De sidste feriedage, som skal afholdes inden 1. maj, udgør redningsplanken.

På tredie år gøres Turbinetøsen klar. Rutineret købes bundmaling hos Krøytzer, i år Mille rød (blød maling forstås), og ruller i JemogFix. Diverse kompromisser med arbejdsglæden indgås (de glasfiberskader på kanten når vi nok når det bliver varmere), og fribordet poleres til acceptabelt niveau. Ham fra Den blå Hylde i Stiften MÅ være betalt af udstyrsleverandørerne.

Således klar med ro i sindet,er båden klar til at komme i vandet en solrig torsdag eftermiddag. Til trods for at kommunen er et dumt pengegrisk svin, er havnegutterne flinke, og de løfter og kører behændigt tøsen på plads på vandet.

Loggen er skiftet ud med en mere tidsvarende. Tacktick, trådløs og tjekket. Dog kniber det lidt med tætheden, så vandet fosser på det nærmeste ind. Heldigvis sprøjter det også med velmente råd, så efter at have hævet stævnen med en kran, tætnes transduceren med TEC7.

Så er der en hel weekend til første kapsejlads. Den nye mastefod, som har ligget på loftet 2 vintre, skal altså monteres inden sæsonen, hvilket altså er nu. De planlagte glasfiberreparationer af underlaget blev jo ikke nået i (den kolde) vinter. Men med lidt epoxy-spartel og nogle solide rustfrie skruer, monteres railplåt og u-balk hvor det gamle beslag sad, ca. 6-7 cm fra “krydset” på dækket, og det ser jo kanon ud.

Mens glasfiberspartel er næsten tørt, monteres den nye supermast af det lige så super mandskab, og Turbinetøsen er klar til en ny sæson.