Efter en driv våd Øhavet Rundt er denne aften nærmest sensommeragtig. Fladt vand, solskin og høje varmegrader, lækkert.
Starten går med frisk vind. Selvom det kniber lidt med fart i dårlig luft fra de foranliggende, følger vi godt med ud. Det er bane 0. Efter bøje 2 sejles for spiler, og med lidt krydsen i banen lykkes det at få fri luft og trække fra bl.a den lyseblå Granada 27, som gerne tager vores luft. Spilersætningen gik over al forventning, og ved anduvningen tages den sikkert ned igen. Således kæphøje går det for kryds mod bøje 1 ved Kajbjergskoven, hvor vi følger med de hurtigste og trækker fra andre. Tilbage mod grøn bøje sættes spiler igen. Spileren er lidt snoet, men op kommer den og det går med 7 knob.
Resten af benene er zigzak med kryds og spiler, og selv om der er god plads til forbedring med spilersætning, giver tidlig sætning af spilerstage mere ro end sædvanligt. Den kolde øl i havn nydes i den endnu varme solnedgang.
Edit: resultatmæssigt endte vi som nummer 14 overalt, hvilket ikke kan tituleres som et egentlig tilfredsstillende resultat. Sejladsen må have været utrolig tæt, vores oplevede indsats taget i betragtning.
Egentlig fint vejr, men der er middelhøje bølger, så alt sejlertøj og – støvler bliver monteret. Rorsmanden har gnubbet for meget med hånden (på en væg), så han lader os andre i stikken med en sygemelding om ømt håndled.
Starten er lidt kaotisk, men vi starter rimelig midt i feltet. Det bliver ikke mindre kaotisk af, at en L-27 nærmest sejler ind i os og med hoven tone meddeler, at det er os idioter, der er galt på den. Vi må hjem og tærpe Jesper Banks “Kapsejlads efter Bogen”.
Det er bane 5, så vi skal ud til anduvningsbøjen. Vi får sat spileren, men båden vil ikke rigtigt tage fart. Bølgerne stopper os gang på gang, og det er som om spileren falder ned hver gang vi stoppes af en bølge. Noget gør vi galt, helt galt. Så vi runder midtfarvandsbøjen nærmest som sidste båd.
De næste ben forløber rimelig smertefrit, men det lykkes os aldrig at indhente det tabte. Vi slutter som nr. 14 ud af 19 startende både, og sejler stille i havn i mørket.
Det er første sejlads efter ferien. Vi er på plads og får en god start.
Banen er nummer 2, så det er en med den del ben og frem og tilbage mellem mærkerne. Det føles som en god tur uden problemer, men der er ikke meget andet at bemærke. Og vi er da også i mål efter kun 1 time og 26 minutter.
Vi får en 5. plads, hvor svært kan det være? At der så er flere konkurrenter, der stadig er på ferie, er jo ikke vores fejl
Seneste kommentarer