Tirsdag aften, som efter mere end 1 uge med høj sol, afslutter en regnfuld dag, og synes ekstremt fugtig og mørk i tågedisen.
Turbinetøsen og besætning er i hopla, for endelig skal vi ud på banen og give de øvrige både kamp til stregen. Tøsen er frisket op med hvid bundmaling og næsten nye Edman-sejl, som knitrer som pergament. Faldene i masten er tjekket med lommelygte og øjemål for snoninger inden i masten; så må vi se om det er nok, eller der virkelig skal nye fald til, før det muligt at hive bl.a. spileren op uden superkræfter.
Vi er ikke mange både på vandet, men det er også tidligt på sæsonen. Der er nye “løb”, nye baner og nye startprocedurer. Det hele beskrevet på papirer, som først udleveres 1 time før start. Det er da utroligt (!!!) at reglerne ikke kunne vises på klubbens hjemmeside i god tid, så vi har en chance for at lære dem at kende inden start.
Vi er stadig i 2. løb, så vi kan snigkigge på startproceduren, som skulle være efter de officielle danske kapsejladsregler. Dvs. skud på 5 og 4 minutter før start, horn 1 minut før og skud ved start. Nemt at synkronisere uret, og vær-nu-klar-horn inden start. Fint!
Vi fik en god start, forrest næsten på linie med Chip, men Chip havde dog mere fart på. Og efter kort tid lå vi stille i ingen vind. Efter nogen tid kom der lidt vind, så døde den, så lidt vind igen, og så døde den igen. Undervejs rundt på banen blev vi overhalet af de fleste, som altså er bedre end os i ingen vind.
Trods en kort bane, bane 6, bliver banen kortet af. Inden sidste mærke er vi bagerst, og forsøger at komme til at overhale folkebåden Lif. Det lykkes ikke, før Lif vælger at udgå, sikkert pga. de nærmer sig tidsgrænsen på 3 timer. Vi stævner dog mod mållinien, og får et lille pust det sidste stykke. Tilsyneladende kommer vi i mål 9 sekunder inden tidsgrænsen, og vi føler os ret heldige at nå det. Lidt regning på minutterne fortæller dog, at vi havde 15 minutter mere. Men vi blev sidst, bortset fra de 2 både der udgik, og alle de som ikke stillede til start.
Gennemkolde fik vi bjerget sejlene og tøffede i havn i mørket. Vi håber på mere fart og action i næste uge.
Update:
Jeg har nu fundet reglerne på klubbens hjemmeside. Beklager min kritik, hvis de har været der længe (?).
Tirsdag aften, som efter mere end 1 uge med høj sol, afslutter en regnfuld dag, og synes ekstremt fugtig og mørk i tågedisen.
Seneste kommentarer