Efter at have sprunget en tirsdagssejlads over pga. ferie og arbejde, var vi klar til at give den gas. Ud på eftermiddagen hang de tunge skyer, så det vandtætte sejlertøj blev fundet frem. Men på vej til havnen brød solen igennem, og vinden døde totalt.
Vi kunne godt fornemme, at det blev en spilersejlads. Så er det lige, at vi ikke har prøvet spileren endnu. Forsøg på at liste fif ud af konkurrenterne lykkedes absolut ikke, så der var ikke andet at gøre, end at vejre situationen som vi kom frem.
Vi fik en fin start, cirka blandt de 4 første, og mod det første grønne mærke gik kampen for at udnytte den svage brise, og i øvrigt ødelægge luften for de andre. Sejlene blev trimmet igen og igen, og egentlig gik det godt. Med mellemrum luftede det lidt, og det var en fornøjelse at føle acceleration ved så svag vind.
Vi kom godt rundt på banen, hvor det aktuelle sted på vandet og held afgjorde placeringen i feltet. Vi lå cirka midt i feltet, og var godt med.
På de sidst 3 ben satte de fleste spiler på de 2, hvor vinden var til læns. Da vi kun var 2 mand i dag og noget usikre på, hvor meget den spiler egentlig betyder, valgte vi "det sikre", altså ikke at sætte spiler. Så taber vi ikke placeringer på at klumre med spileren. Men selv om der kom rimelig fart på læns med foken spilet, faldt vi hurtigt bag ud ift. de øvrige, der havde sat spiler. Så har vi set forskellen, og vi må gå i træningslejr med den spiler, nu!
En overalt-placering på en 13. plads er vel rimelig trods alt, og den konkurrerende Express mødte ikke til start, så alt i alt ikke helt ringe.
Første sejlads i Turbinetøsen skulle være 8. maj 2007, tirsdagssejladsen. Besætningen mødtes kl. 17 for at blive lidt "dus" med båden og de øvrige i besætningen. Vinden peb i riggen, vel over 10 m/sek, men solen og forventningerne stod højt. "Kapsejlads-stellet" blev sat, og vi listede i Vesterhavnen for motor, hvor det lykkedes at sætte sejl uden farlige momenter. Men så var Expressen også slået igang, og vi fløj over vandet med til tider vild krængning. Vi blev hurtigt enige om, at dagen ikke skulle helliges kapsejlads, men mere at udforske båden, så Dannebrog blev sat og kursen stillet ind på Kajbjergskoven.
Seneste kommentarer